Efteråret er det perfekte tidspunkt at arbejde med havens jord. Nu er høsttiden ved at være ovre, og jorden er udyrket – klar til at arbejde med. Om efteråret skal jorden forbedres og optimeres til næste vækstsæson. Vinterens nedbør og fugtighed reducerer nemlig jordens indhold af næringsstoffer!
At jordforbedre handler i høj grad om at forkæle jordens mikroliv. Så længe jordtemperaturen er over 5 grader, kan du jordforbedre, da det er her, jordbakterierne arbejder – dvs. cirka frem til midt november.
Hvordan forkæler man jordens mikroliv?
En god jord er fuld af liv. Den er fugtig som en lind franskbrødsdej og den er let og porøs. Den gode jord (og dets mikroliv) drives af organisk materiale. Derfor er kompost super godt. Kompost består af planterester, haveaffald og møg – alt sammen fyldt med organisk materiale og næringsstoffer. Du kan derfor give din jord rigeligt med kompost.
Kort sagt opnås jordforbedring, når strukturen forbedres af et øget kulstofindhold ved at tilføre organisk materiale, og ved at tilføre jorden næringsstoffer. Kulstof øger jordens evne til at holde på vand, samtidig med at den fremmer jordens mikroliv, da de lever af at nedbryde organisk materiale.
Hestegødning indeholder både kulstof og næringsstoffer, og er derfor god som jordforbedring.
Brugen af (heste)møg som jordforbedring
Når man jordforbedrer om efteråret med hestemøg, er det vigtigt, at møget er friskt eller halvt omsat. Er det helt omsat, vil næringsstofferne blot udvaskes i løbet af vinteren. I helt omsat møg er næringsstofferne nemlig uorganiske. Når de er uorganiske er de bevægelige, og kan udvaskes – modsat for friskt møg.
Når næringsstoffer udvaskes, mister man dem ikke mindst – de ender også i vores grundvand og i havmiljøerne, hvor de kan forsage iltsvind.
Halmrigt møg (mødding) eller kompost har også en lav udvaskningsrisiko, da der er meget organisk materiale (dybstrøelse), der binder næringsstofferne. Derfor er næringsstofferne ikke bevægelige, og vil i høj grad ikke udvaskes. Mødding er af den grund også godt egnet som jordforbedring i efteråret
Brug derfor frisk, halvt omsat eller planteholdigt møg (mødding) når du jordforbedrer om efteråret. Møget kan desuden både graves ned, eller det kan blive liggende oven på jorden.
Søg i vores oversigt af hestehold og se om der er gratis hestmøg i dit område – Klik her
Er der til vores store overraskelse ingen hestehold i nærheden af dig, kan speciallavet jordforbedring også købes i planteskoler eller online – Klik her for at se et udvalg af jordforbedring online
Til sidst
Der er meget andet du kan gøre for din jord, alt efter hvilken type jord du besidder. Det kan du læse mere om det her: http://deljorden.dk/artikler/jord_og_forurening/hvordan_er_jorden_og_kan_jeg_goere_den_bedre.html
Når jordtemperaturen til forår stiger til 5 grader, kan man igen jordforbedre – cirka fra marts. Her gælder dog nogle andre forholdsregler end om efteråret. Mere info vil blive udgivet til den tid.
Du kan på dette billede se, hvornår møg kan bruges til jordforbedring – eller nogle af de andre ting som det også kan bruges til!